Vedtægter for Gislev Friskole & Børnehuset Solstrålen

Hjemsted og formål

§ 1Gislev Friskole og Børnehuset Solstrålen (herefter GFBS) er en selvejende og uafhængig udviklings – og uddannelsesinstitution med hjemsted i Faaborg – Midtfyn kommune. Institutionens adresse er Faaborgvej 24, 24a og 24b, 5854 Gislev, og den har CVR-nummer 58928410.

§ 2Institutionens formål er at drive friskole efter de til enhver tid gældende love og andre retsregler for friskoler. Der foreligger aftale mellem Faaborg-D Midtfyn kommune og GFBS om drift af privat børnehave og vuggestue som dagtilbud for børn.Det følger heraf, at skolen efter sit formål og i hele sit virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

Stk.2.Skolens formål er i øvrigt at udøve skolevirksomhed på følgende grundlag: Gislev Friskole bygger på de Grundtvig-Koldske skoletanker. Med udgangspunkt i dette skole- og menneskesyn arbejder skolen for en levende personlig undervisning og nærværende tilgang til børnene, hvor respekten for det menneskelige og samtalen er det bærende princip.

Skolens drift

§ 3Skolens drift gennemføres ved frivillige bidrag fra skolekredsen og andre med interesse for skolen, på grundlag af skolepenge for eleverne, kontingenter og ved tilskud fra det offentlige. Skolen skal opfylde det egendækningskrav, som Undervisningsministeren har fastsat med hjemmel i "Lov om friskoler og private grundskoler mv."

Stk.2.Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Overskud ved skolens drift tilfalder skolen og skal anvendes til konsolidering, så skolen har kapital til at imødegå fremtidige års eventuelle underskud og i øvrigt til bedste for skolen, f.eks. til forbedringer af undervisningsmateriale, til byggeforanstaltninger, udvidelser og lignende. Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art.

Stk.3.  Likvide midler, der ikke er nødvendige til skolens daglige drift, skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne i "Lov om friskoler og private grundskoler m.v." Midlerne må ikke anbringes på konti mv. som andre end skolen har rådighed over.

Forældrekreds og skolekreds

§ 4  Forældrekredsen består af de personer, som har forældremyndigheden over eleverne på skolen.Forældrenes rettigheder tilkommer den eller de personer, som har forældremyndigheden over eleven. Skolen kan anse den, der har eleven i pleje, for bemyndiget til at handle på forældremyndighedsindehaverens vegne, dog ikke for så vidt angår spørgsmål om skolegangens begyndelse og varighed jf. stk. 2.

Stk.2.Det påhviler forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder med undervisningen i henhold til "Lov om friskoler og private grundskoler m.v." Forældrekredsen fastsætter nærmere regler for varetagelsen af tilsynet, jfr. § 6 og § 14 stk.2.

Stk.3.Skolekredsen er baggrund for skolens virke. Skolekredsen består af forældrene til børn i skolen såvel som børn i børnehaven og vuggestuen samt andre, der af bestyrelsen godkendes som medlemmer. Bestyrelsen fastsætter kontingent for medlemskab af skolekredsen, dog er forældre til børn i børnehave og vuggestue automatisk medlem af skolekredsen og kan agere på lige fod med andre i skolekredsen, så længe det er i overensstemmelse med §5 stk. 2 og stk.3. Bestyrelsens afgørelse om medlemskab kan indankes for generalforsamlingen såvel som af den, bestyrelsen har afslået at optage, som af et eventuelt mindretal i bestyrelsen.

§ 5Medlemmernes bidrag giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens økonomiske forpligtelser.

Stk.2.Medlemskab af skolekredsen giver adgang til ved fremmøde på generalforsamlingen at afgive stemme. Ingen kan afgive mere end én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Se endvidere § 11 stk.1.

Stk.3.Bestyrelsen kan suspendere og ophæve medlemskabet af skolekredsen, såfremt medlemmet er i restance med kontingent, skolepenge eller anden fastsat økonomisk ydelse til skolen. Bestyrelsens afgørelse kan indankes for generalforsamlingen af såvel medlemmet som et evt. mindretal i bestyrelsen.

Tilsyn

Skolen følger de til enhver tid gældende regler om tilsyn/tilsynsførende.

Generalforsamling

§ 7Bestyrelsen skal på demokratisk vis drøfte institutionens anliggender med skolekredsen og forældrekredsen på generalforsamlingen. Generalforsamlingen skal efter indstilling fra bestyrelsen godkende erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom, bortset fra omprioritering. Se endvidere § 16, § 17, § 19 og § 20.

Stk.2.Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på skolen eller på et andet egnet sted i hjemstedskommunen. Generalforsamlingen afholdes i perioden 1. marts - 30. april. Den indkaldes af bestyrelsen ved almindeligt brev eller via skriftlig, elektronisk kommunikation samt på skolens hjemmeside til skolekredsens og forældrekredsens medlemmer med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal mindst indeholde følgende dagsorden:1. Valg af dirigent.2. Bestyrelsen aflægger beretning.3. Bestyrelsen forelægger det reviderede regnskab til orientering.4. Skolelederens beretning.5. Skolekredsens valg af bestyrelsesmedlemmer.6. Forældrekredsens valg af bestyrelsesmedlemmer7. Skolekredsens og forældrekredsens valg af suppleanter.8. Indkomne forslag.9. Eventuelt.

Stk.3.Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være skriftligt indgivet til bestyrelsen senest den 1. februar, og de skal bekendtgøres for skolekredsen og forældrekredsen ved indkaldelsen til generalforsamlingen. Forslag, der vedrører bestyrelsens overordnede ledelse, kan kun resultere i beslutninger på baggrund af en indstilling fra bestyrelsen. Generalforsamlingen kan ikke træffe beslutning om bestyrelsens overordnede ledelse, uden bestyrelsen er enig heri.

Stk.4.Ved opstilling af kandidater til bestyrelsen bør der tilstræbes ligelig fordeling af mænd og kvinder.

§ 8  Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det. Ekstraordinær generalforsamling skal i øvrigt indkaldes af bestyrelsen, når et mindretal på 4 medlemmer af bestyrelsen eller mindst 1/3 af skolekredsens og forældrekredsens medlemmer kræver det. Den indkaldes som en ordinær generalforsamling. Dagsorden skal oplyses ved indkaldelsen.

§ 9Beslutninger på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling træffes ved almindelig stemmeflerhed med undtagelse af vedtægtsændringer og beslutning om nedlæggelse af skolen, jfr. § 19 og 20.

Stk.2. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal, se dog § 20. Afstemninger foretages skriftligt, når blot ét medlem fremsætter ønske derom.

Stk.3.Over det på generalforsamlingen passerede og eventuelt vedtagne føres en protokol, der underskrives af dirigenten.

Bestyrelsens sammensætning

§ 10  Bestyrelsen består af 9 medlemmer, hvoraf mindst 5 skal være forældre til børn på skolen.

Stk.2.Bestyrelsen skal sammensættes af 5 medlemmer valgt af og blandt forældrene i forældrekredsen, mens 4 vælges af og blandt alle medlemmer i skolekredsen. Blandt de skolekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer skal det tilstræbes, at mindst 3 er valgt blandt forældre til børn i børnehaven og vuggestuen. Skolen har altså 2 vælgende organer, idet forældrekredsen vælger bestyrelsesmedlemmer og suppleanter særskilt. Dette sker på generalforsamlingen. Valget skal gennemføres efter §10 stk. 4, idet bestyrelsen er ansvarlig for at det alene er personer tilhørende forældrekredsen, der stemmer.

Stk.3.Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år og afgår skiftevis med 4 og 5 årligt. Hvis dagsordenen for det vælgende organ indeholder en tillidsafstemning, kan ét eller flere bestyrelsesmedlemmer afsættes i funktionsperioden, såfremt det vælgende organ med almindelig stemmeflerhed vedtager et mistillidsvotum til de pågældende. Dagsordenen skal i disse tilfælde også omfatte et punkt, der muliggør nyvalg af bestyrelsesmedlemmer.

Stk.4.Den anvendte valgprocedure skal sikre, at de 5 forældrekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer alene bringes i forslag af forældre og alene vælges på stemmer afgivet af forældre. Disse bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn i valgperioden udskrives af skolen mod forældrenes ønske.

Stk. 5.Der vælges hvert år mindst 4 suppleanter for bestyrelsen, hvoraf mindst to skal vælges i forældrekredsen. Genvalg kan finde sted.

Stk.6.  Ved eventuel supplering af bestyrelsen i valgperiodens løb skal forældrenes flertal i bestyrelsen opretholdes, og et forældrekredsvalgt bestyrelsesmedlem kan kun erstattes af en suppleant valgt af og blandt forældrene. Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, indtræder den relevante suppleant automatisk.

Stk. 7.Det skal af protokolføringen fremgå, hvilke bestyrelsesmedlemmer og suppleanter der er valgt af henholdsvis forældrekredsen og skolekredsen.

§ 11 Institutionens ledelse, lærere og andet personale ved institutionen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen og kan kun deltage i valg af bestyrelsesmedlemmer, når de samtidig er forældre til elever på skolen, i børnehaven og vuggestuen.

Stk.2.Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige, og mindst et flertal, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark.

Stk.3.Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld, men kan blive ansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregler. De kan ikke modtage honorar, eller lignende betaling af skolens midler for varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem.

Stk.4.Institutionens ledelse samt en repræsentant for institutionens øvrige ansatte deltager normalt i bestyrelsens møder uden stemmeret. Ved behandling af sager, der vedrører institutionens ledelse eller repræsentanten for de ansatte, kan bestyrelsen bestemme at suspendere vedkommendes mødedeltagelse.

Stk. 5.Bestyrelsesmedlemmer kan ved udøvelsen af bestyrelseshvervet ikke være undergivet beslutninger truffet af den organisation, institution, forening eller lignende, som har valgt eller udpeget den pågældende.

Om bestyrelsen og dens arbejde

§ 12Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger af sin midte formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, der optages som bilag til vedtægten. Ved formandens forfald træder næstformanden i formandens sted.

Stk.2.Bestyrelsen afholder møde så ofte formanden eller 2 medlemmer finder det fornødent.

Stk.3.  Formanden indkalder mødedeltagerne og giver forinden møderne de pågældende underretning om, hvilke sager der vil komme til behandling på mødet.

Stk.4.Formanden leder forhandlingerne og afstemningerne og drager omsorg for, at beslutningerne indføres i en beslutningsprotokol. Efter hvert møde underskrives protokollen af mødets deltagere. Enhver af disse er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i beslutningsprotokollen. Konstateret inhabilitet skal indføres i protokollen.Formanden drager omsorg for udførelsen af de trufne beslutninger.

Stk.5.Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller brev. I tilfælde af stemmelighed er den fungerende formands stemme afgørende.

§ 13

Bestyrelsen, institutionens leder og øvrige ansatte er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 og 8 om inhabilitet og tavshedspligt. Et bestyrelsesmedlem er inhabilt i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse i sagens udfald.

Stk.2.Et bestyrelsesmedlem skal øjeblikkeligt udtræde af bestyrelsen, hvis medlemmet ikke længere opfylder habilitetsbetingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jf. "Lov om friskoler og private grundskoler mv." samt "Bekendtgørelse om vedtægter for friskoler og private grundskoler m.v." I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden, for eksempel ved generel inhabilitet, indtræder suppleanten. Hvis dette ikke er muligt, skal der vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af valgperioden.

§ 14Bestyrelsen har den overordnede ledelse af institutionen og er ansvarlig over for undervisningsministeren for, at skolens økonomi og drift er i overensstemmelse med denne vedtægt, lovgivningen og andre retsregler. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig for, at forvaltningen af de statslige tilskud er i overensstemmelse med bestemmelserne i "Lov om friskoler og private grundskoler mv." og skolens vedtægter.

Stk.2.Bestyrelsen skal påse, at bogføring og formueforvaltning kontrolleres på betryggende måde. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage skyldige økonomiske hensyn.

Stk.3.Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes et retvisende årsrapport i overensstemmelse med gældende regler. Bestyrelsen har ansvaret for, at regnskabet underkastes betryggende revision efter gældende regler, og at revisor vælges af bestyrelsen.

Stk.4.Generalforsamlingen beslutter på indstilling fra bestyrelsen, om der optagelses lån i, købes, sælges og eller pantsættes fast ejendom i henhold til vedtægtens § 7 stk. 1. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af kontingenter, skolepenge og forældrebetaling for skolefritidsordning, børnehave og vuggestue. Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om ethvert andet spørgsmål om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om, jf. dog de beføjelser, der er tillagt generalforsamlingen i § 4, § 5, § 7, § 10, § 17, § 19 og § 20.

Stk. 5.  Efter indstilling fra institutionens leder ansætter og afskediger bestyrelsen institutionens lærere, pædagoger og øvrige personale.

Stk.6.  I tilfælde af uoverensstemmelse mellem lovgivningen og vedtægternes ordlyd skal bestyrelsen sikre, at skolen følger lovgivningen, og bestyrelsen har ansvaret for, at skolens vedtægter til enhver tid er i overensstemmelse med lovgivningen

Stk.7.Bestyrelsen skal underrette Ministeret for Børn og Undervisning, hvis skolen standser sine betalinger, begæres konkurs eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

§ 15Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. Medlemmer af skolekredsen, forældrekredsen og fastansatte ved skolen har dog altid ret til at få kendskab til budgetter, regnskaber og revisionsprotokol, når disse er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan udstrække retten til indsigt i skolens forhold til andre. Oplysninger omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningsloven kan dog ikke videregives.

Tegningsret

§ 16Institutionen tegnes af bestyrelsens formand i forening med institutionslederen eller en af disse i forening med bestyrelsens næstformand. Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke gives prokura. Ved erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af mindst to tredjedele af bestyrelsens medlemmer, jfr. § 7 stk.1.

Institutionens leder

§ 17 Institutionens leder ansættes og afskediges af generalforsamlingen efter indstilling af bestyrelsen. Institutionens leder har over for Ministeriet for Børn og Undervisning, skolekredsen, forældrekredsen og bestyrelsen ansvaret for den daglige og den pædagogiske ledelse af institutionen i henhold til gældende love, bekendtgørelser og ministerielle forskrifter.

Stk.2.Efter bestyrelsens retningslinjer ansætter institutionens leder vikarer og anden tidsbegrænset medhjælp samt forestår institutionens daglige administration og personaleledelse.

Stk.3.Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om, at institutionens leder i nærmere fastlagt omfang og under bestyrelsens ansvar bemyndiges til at udføre overordnede ledelsesfunktioner, når dette er nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig daglig ledelse.

Årsrapport

§ 18  Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk.2.  Revisionen skal være afsluttet senest d. 1. april, hvorefter den reviderede årsrapport tilstilles bestyrelsen til godkendelse. Alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive det godkendte regnskab og afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at sidde i bestyrelsen.

Vedtægtsændring

§ 19   Vedtægtsændringer kan kun foretages efter beslutning og indstilling fra skolens bestyrelse.

Stk.2.Ændringer i vedtægterne kan kun ske efter vedtagelse på to efter hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.

Stk.3.På begge generalforsamlinger skal ændringerne vedtages af de fremmødte med mindst to tredjedeles flertal.

Stk.4.Vedtægtsændringer, som ministeriet skriftligt har pålagt skolen eller som følger af ændringer i ministeriets vedtægtsbekendtgørelse, kan besluttes af bestyrelsen med mindst to tredjedeles flertal. Skolekredsen og forældrekredsen har krav på at modtage orientering herom.

Nedlæggelse

§ 20Uden for de tilfælde, hvor bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, kan beslutning om skolens ophør alene træffes af generalforsamlingen.

Stk.2.  Beslutning om nedlæggelse af skolen træffes efter indstilling fra skolens bestyrelse på en generalforsamling, hvor mindst to tredjedele af samtlige medlemmer stemmer for ophævelsen. Opnås sådant flertal ikke, kan ophævelsen mindst 30 dage efter forelægges på en ny generalforsamling, hvor den kan vedtages med to tredjedeles flertal af de fremmødte medlemmer. Bestyrelsens indstilling besluttes i henhold til § 12 stk. 5.

Stk.3.Hvis bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, eller ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal bestyrelsen sørge for nedlæggelse. Hvis det er muligt gennemføres forudgående høring på en generalforsamling.

Stk.4.  Det påhviler bestyrelsen at give Ministeriet for Børn og Undervisning og elevernes hjemkommuner meddelelse om skolens nedlæggelse.

Stk.5.Bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse i anledning af skolens nedlæggelse foretages efter gældende regler, samt at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.Bestyrelsen skal fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.

Stk.6.  Mulige overskydende midler tilfalder Friskolefonden under Dansk Friskoleforening efter godkendelse i Ministeriet for Børn og Undervisning. Dette gælder dog ikke i det omfang, hvor det vil stride mod andre økonomiske rettigheder, som er beskyttet af grundlovens § 73. I så fald sker der ikke indskrænkninger i disse bestående rettigheder.

§ 21  Nærværende vedtægter har kun gyldighed, når efterstående relevante bestemmelser er opfyldt.

Stk. 2.  Ved oprettelse, sammenlægning eller spaltning og ved etablering eller ophør af kombination med anden skoleform skal vedtægterne indsendes i original til godkendelse i Ministeriet for Børn og Undervisning. Vedtægterne skal underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer med oplysning om, hvem der er formand for bestyrelsen, og hvis skolen har næstformand skal denne også oplyses. Bestyrelsesmedlemmernes navne og adresser skal angives med maskinskrift eller anden letlæselig skrift. Den godkendte vedtægt skal offentliggøres på skolens hjemmeside med angivelse af tidspunkt for skolens vedtagelse efter § 19 i denne vedtægt samt dato for ministeriets godkendelse og dato for offentliggørelse på hjemmesiden.

Stk. 3.  I andre tilfælde træder vedtægter og vedtægtsændringer tidligst i kraft, når de offentliggøres på skolens hjemmeside. Vedtægterne skal underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer med oplysning om, hvem der er formand for bestyrelsen, og hvis skolen har næstformand skal denne også oplyses. Bestyrelsesmedlemmernes navne og adresser skal angives med maskinskrift eller anden letlæselig skrift.

Det skal af offentliggørelsen på hjemmesiden fremgå, såvel hvornår offentliggørelsen på hjemmesiden har fundet sted, som hvornår beslutningen har fundet sted i over­ensstemmelse med vedtægtens § 19.

Ændringer i forhold til ministeriets ønsker er behandlet på skolens generalforsamling den 27. april 2017.

Best.fmd.

Næst. fmd.

best.medl.

best.medl.

best.medl.

best.medl.

best.medl.

best.medl.

best.medl.

best.medl.

 Den, der først ser dette opslag: Tag et screenshot eller et print og hent en gevist på kontoret. :-)