Ugen der gik - Uge 11

logo

Ugens oplevelser

Så kom vi endelig i gang. Trods forskellige personers sygdom - både blandt lærere og elever bliver der arbejdet på livet løs i alle værksteder.

Kulisseholdet har været delt i 2 grupper - en gruppe, der skal male selve kulisserne og en gruppe, der skal "bygge" de ting, som der skal bruges til skuespillet. Der er blevet lavet et skib, "vandrende" træer, en drage-hule, sværd og mange andre ting.

Kulisseværkstedet, der maler kulisserne har indtaget 6.-7. klasse og arbejder på livet løs for at blive færdig med hele kulissen. Det, der nu er lavet færdig, tegner rigtig godt, så der venter jer en stor oplevelse på det visuelle på torsdag. I udsmykningsværkstedet bliver der kreeret mange ting, der skal udsmykke både scene og skole. Der laves skatte, blade, blomster, bøger og mange andre ting. I kostumeværkstedet tænkes der også kreativt - for hvordan får vi vores elever til at ligne elvere, trolde, hobbitter og dværge??? Opfindsomheden er stor og der arbejdes i kreative løsninger. Vi er også glade for at vi kan låne ting fra Egnspillets kostumelager under lægehuset.

I musik arbejdes der med både elektroniske og ikke elektroniske instrumenter. Vi kan løfte sløret for at der i årets forestilling er brugt Boomwackers - lange plastikrør, der spiller forskellige toner. Disse bruges i et brag af et troldenummer... Glæd jer! Koret er lille, men det er syngende børn, der synger til og støtter skuespillerne rigtig godt. Fredag sluttede vi af med at musikken kom ind i salen og vi fik øvet de fleste numre inden weekenden. Det løfter altid, når vi kan få musikken med i samspillet med skuespillerne.

Der er sat masser af lys op og på mandag følger lyd. Enkelte lydsekvenser er optaget og der arbejdes med ikke færre end 2 røgmaskiner, stroboskoplys, spot, rødt lys. I dag fredag er vi også begyndt at arbejde med lys og aftalt med dem, hvornår de forskellige ting skal sættes ind.

Endelig må skuespillerne ikke glemmes. Der er 39 skuespillere i år - mange er små og hvor har de gået til opgaven med krum hals. Der er mange replikker at huske, mange stikord, som der skal gøres noget forskelligt på. Og så er der ventetid. De klarer det SÅ flot alle sammen.

I sådan en uge ser vi rigtig hvad vi er gode til: at skabe trygge rammer, hvor store og små hjælper hinanden og arbejder sammen. Løfter vi i flok, får vi et flot produkt og vi glæder os til at vise jer årets teaterstykke på torsdag den 21. marts kl. 19.00!

 

Vi takker alle, der har bidraget med forskellige ting til forestillingen. Det være sig praktisk hjælp med bål og snobrød udenfor, maling, rekvisitter og mange andre ting. TUSIND TAK. Vi sætter stor pris på, at I gerne vil hjælpe til.

 

Torsdag havde vi besøg af Faaborg Midtfyn Kommunes musikskole  - de er draget ud på turne og tog rundt på skoler, for at spille for elever. Det blev en hyggelig koncert, hvor vi mødte sangere, tværfløjtespillere og guitarspillere. Tak for en god oplevelse til jer!

 

Orientering til forældre om lockout

 

Finansministeriet har udsendt lockout-varsel for landets folkeskoler og friskoler.

 

Danmarks Lærerforening forhandler med kommunernes repræsentanter, og Frie Skolers Lærerforening forhandler med statens repræsentanter, derfor vil I i debatten i pressen, opleve at det er forskellige folk, der repræsenterer hvert vores område.

 

Her på skolen forholder vi os roligt til situationen. Der er endnu 18 dage til at lockouten tidligst kan træde i kraft, så der er stadig mulighed for at parterne finder en løsning inden da.

 

Finder parterne ikke en løsning, er der helt nøjagtige retningslinjer for, hvordan vi skal forholde os, og i tilfælde af en lockout, vil I selvfølgelig få nærmere information om disse retningslinjer.

 

Med venlig hilsen

 

Gislev friskole

  

Renovering af tag

Undervisningen i fysiklokalet og billedkunst er omlagt til andre lokaler, da taget skal renoveres.
Hvis alt går vel skulle renoveringen være færdig til starten af det nye skoleår.
Det betyder at prøveafholdelsen i fysik vil blive afholdt i Trunderup friskoles fysiklokale.
Da det kun berører 9. kl. kommer der en nærmere orientering herom til eleverne i 9. kl. og deres forældre.
Skolen har tilrettelagt det således, at renoveringen vil få mindst mulig indflydelse på undervisningen.


Vi håber på jeres forståelse og glæder os til taget er færdigt.

 

Hyggeligt loppemarked den 6. april 2013

Se vedhæftede fil i mailen omkring loppemarkedet!

 

Invitation til årets teaterstykke

I den vedhæftede fil kan du se årets invitation til teaterstykket. Oliv i 9. klasse har lavet den fine tegning af Hobbitten.

I lighed med tidligere år er der inviteret til forestilling kl. 19.00 i salen. Hver familie bedes medbringe lidt til et fælles kaffebord, det kan være frugt, grønt, boller, kage eller lign. Skolen sørger for the og kaffe. Sodavand og øl kan købes til rimelige priser.

 

 

Ugen der kommer – uge 12

  

Teateruger 11 og 12  

 

Vi fortsætter sidste uges arbejde og arbejder videre i værksteder. Efterhånden som tingene bliver færdige, så kan der blive tid til andre opgaver. Det er derfor vigtigt, at eleverne har hæfter med, som de kan arbejde i, hvis der er pauser. Det kan være frilæsningsbog, kryds og tværs, Rema/Pirana matematikhæfter, ekstra hæfter i dansk eller hvad der nu kan laves noget i.  Måske skal der også lige klippes et gækkebrev???

 

 

Husk nyhedsbrevet ikke altid udkommer – men hvis der kommer et nyheds-brev, så kommer det i løbet af weekenden. Har du fået ny mailadresse, så send straks en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., så vi kan rette din mailadresse!

God weekend til jer alle…  

Gislev Friskole

Vedhæftede filer: