Ugen der gik - Uge 14

logo

Ugens oplevelser

Påskeferien er veloverstået, men det var bestemt ikke den normale hverdag vi mødte op til... Lockouten var en realitet og 4 lærere mødte ikke op tirsdag morgen, som normalt. Det betød ændrede skemaer for alle og tilsyn i de timer, hvor de lockoutede lærere underviste. Ugen er dog - trods det noget alternative skema gået godt. Vi takker for opbakningen og håber snart at det bliver "normale tilstande igen"...

 

Tirsdag den 2. april havde vi besøg af Burney MC fra Kampala, Uganda og Lisbeth fra Moesgård Museum. Det blev en rigtig spændende dag med rap (det står for Rythm and poetry), serigrafitryk på t-shirts samt optagelse af musikvideoer. Eleverne fra 4.-8. klasse deltog i dagen sammen med Mette. Det blev en spændende dag og det sjoveste var nok, da vi skulle have optaget vores musikvideoer. Vi blev klædt ud i ting fra Uganda og så skulle der ellers rappes...

 

Til allersidst gav Burney en prøve på sine evner som rapper - vi forstod ikke en bjælde, men sang da med og HAN kunne rappe.. Vi andre forsøgte os efter bedste evne...

     

 

 

 

 

Fredag begyndte opsætningen af effekter til vores loppemarked, som skulle løbe af stablen lørdag formiddag. Læs mere under punktet: Loppemarked.

 

Skolepenge i forhold til lockout 

Det er på et ekstraordinært bestyrelsesmøde torsdag d. 04.04.13 enstemmigt vedtaget, at der efter lock-out periodens afslutning, vil ske en forholdsmæssig tilbagebetaling af forældrebetalingen når omfanget af manglende undervisnings lektioner kendes.

 

Denne regulering vil ske ved først-kommende lejlighed.

 

På vegne af bestyrelsen

 

Ulrich Hansen

 

 

Loppemarked afholdt med mange besøgende

Lørdag den 6. april lukkede dørene op til årets loppemarked. Der dukkede mange hjælpere op i sidste øjeblik, så en stor tak til hjælperne, støttekredsen og de, som hjalp med at bage. Det var en rigtig hyggelig dag med mange besøgende. Der blev tjet omkring 11.000 kr. og de bliver brugt på børnene i skolen og Solstrålen. Tusind tak for alle effekterne, hjælperne og gæsterne, der havde pungen med...

 

 

Generalforsamlingsindkaldelse kommer i næste uge

Generalforsamlingen nærmer sig og i løbet af næste uge vil eleverne få indkaldelse med hjem i postmappen. Elever, der ikke møder op på skolen pga. lockout inden onsdag får den ad anden vej.  

 

Ugen der kommer – uge 15

  

Skemaer under lockouten er sendt på mail 

I fredags er der udsendt pr. mail skemaerne for kommende uge. Hvis lockouten afblæses, så træder de normale skemaer naturligvis i kraft. Som i sidste uge er det ok, at børnene møder senere eller går tidligere hjem, når der på skemaerne står TILSYN. Det forventes, at eleverne møder op til timer med lærere, der er på skolen. På skemaet er de timer farvet orange.

 

 

Indkaldelse til IDE-MØDE i GISLEV lørdag den 13. april fra 9-12.

I den vedhæftede fil til mailen er der en fil om et ide-møde omkring udvikling i Gislev lørdag den 13. april. Vi håber mange møder op og bidrager med gode ideer til udvikling i Gislev. Vel mødt!

 

 

 

Husk nyhedsbrevet ikke altid udkommer – men hvis der kommer et nyheds-brev, så kommer det i løbet af weekenden. Har du fået ny mailadresse, så send straks en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., så vi kan rette din mailadresse!

God weekend til jer alle…  

Gislev Friskole

Vedhæftede filer: