Ugen der gik - Uge 6

logo

 

 

Anette er tilbage

 

Anette, vores gamle børnehaveklasseleder, er blevet rask og har sagt ja til at hjælpe os 4 timer om ugen som AKT- støtte. 

 

Anette kommer og er med i idrætstimer i børnehaveklassen og 1. klasse samt legetime tirsdage og torsdage. Vi er rigtig glade for, at Anette kommer på skolen igen.

 

 

Morgenmødetider

 

Der har været et par spørgsmål til morgenmødetiderne. Derfor skitserer vi den lige her:

 

Skolen starter kl 8.00. Eleverne kan møde ind fra kl. 7.45, hvor der er voksne på skolen. Fra kl. 7.50 er der opsyn med børnene i klasserne.

 

Helle åbner normalt skolen kl. 7.15, så I forældre kan komme ind med ekstratøj og flyverdragter osv. Hvis Helle er syg, åbner vi skolen senest 7.45. 

 

 

Skoleintra

 

Så er vores Skoleintra i æteren! Eleverne logger på med deres uni-login. 

 

Koderne til Forældreintra udleveres af klasselæreren. Hvis I glemmer jeres kode, kan I altid få den igen på kontoret. Adressen erhttp://www.gislevfriskole.skoleintra.dk/FI

 

Det vil også snart være muligt at tilgå intra via Gislev Friskoles hjemmeside. 

 

Vi skal alle vænne os til at bruge Skoleintra, så den første periode vil vi på skolen bruge på at få bygget siden op med skema mv. 

 

Det er dog en god idé at vænne sig til at logge ind på Forældreintra, da al skriftlig kommunikation på sigt kommer til at gå via dette. Det er muligt at få SMS-meddelelse, når der er nyt på Skoleintra.

 

 

Nye elever

 

Torsdag startede Emilia i børnehaveklassen. Vi er glade for at kunne byde Emilia og hendes familie velkommen på Gislev Friskole. Tag godt imod dem.

 

Mandag efter ferien starter Sebastian i 3. klasse. Sebastian er lillebror til Julie i 8. klasse. Vi glæder os også over at byde Sebastian velkommen på skolen. Tag godt imod ham også.

 

 

Teater for børnehaveklassen

 

I onsdags var hele børnehaveklassen til teater på Nordagerskolen som en del af projektet "Den kulturelle rygsæk". Stykket vi så hed "Statsministeren" og var en indførelse i demokratiets væsen i børnehøjde. Der blev grinet og råbt medlevende, da de dygtige skuespillere inddrog børnene i stykket. En god og spændende oplevelse.

 

 

Lene fortsat sygemeldt

 

Lene er fortsat sygemeldt. Det er Jesper, Maja og Anna, der dækker Lenes timer som hidtil.

 

 

 

Ændret mødetid tirsdag den 17/2-2015 for 9. klasse

 

Tirsdag den 17. februar fra 8.00-11.15 skal 8.-9. klasse forberede sig til projektopgaven sammen med Gitte og Peter. Derfor skal 9. klasse møde kl. 8.00 tirsdag morgen.

 

Til gengæld har både 8.-9. klasse fri hele dagen tirsdag den 3. marts 2015 efter fremlæggelse af projektopgaven.

 

 

Projektuge for 8.-9. klasse og Emneuge for 1.-2.-3.-4.-5.-6.-7. klasse

 

I uge 9 skal 8.-9. klasse lave projektopgave. 1.-2.-3.-4.-5.-6.-7. klasse har i samme uge faglig læsning. Mødetiderne er ændret en smule i emneugen.

 

Bhkl: 8.00-13.00 (som normalt). Birthe har bhkl alle dage – dog med ændring onsdag pga. legeskole.

 

1.-2.-3. klasse: 8.00-13.30 hver dag – Mette og Lars har klasserne.

 

4.-5.-6.-7.-8.-9. klasse: 8.-14.00 hver dag. I 4. klasse er Maja og Jesper lærerne i løbet af ugen.

 

5.-6.-7. klasse har Steffen og Søren. 8.-9. klasse har Gitte og Peter.

 

De elever i 1.-2.-3.-4. klasse der selv kan medbringe PC i uge 9, bedes gøre det.

 

 

Tur til Den Fynske Opera tirsdag den 17. februar for 1.-2.-3. klasse

 

Den kulturelle Rygsæk inviterer 1.-2.-3. klasse i Den Fynske Opera tirsdag den 17. februar. Christians morfar (fra 2. klasse) har fået sponseret en bus til os, så vi kører i fællesskab til Odense den formiddag. Tusind tak til Christians morfar og til alle de forældre, der havde meldt sig som bilister. Vi skal nok bede om hjælp næste gang vi skal bruge biler til kørsel. Vi kører lige efter morgensang og er tilbage omkring middag igen. Medbring derfor madpakke og drikkedunk i en lille taske som kan tages med. Når vi kommer retur, har vi almindelig skema for resten af dagen.

 

 

 

Virksomhedspraktik

 

Anitta Snedker, som er forældre på skolen, starter i virksomhedspraktik den 16. februar 2015. Anitta skal fungere som pedelmedhjælper. Anitta vil give en hjælpende hånd rundt omkring i huset.

 

 

 

Vinterferie

 

Fredag går vi på vinterferie. Der er normalt skema for alle elever denne dag. Mandag efter ferien møder gul bygning ind til fastelavn (udklædte). Hvid bygning arbejder fagligt mandag. Fra 12.15- 13.00 spiser hvid bygnings elever fastelavnsboller med deres venskabsklasser i gul. Fastelavnsboller som 7. klasse har bagt til hele skolen og børnehaven - det glæder vi os til. 

 

De elever fra hvid bygning, der gerne vil komme udklædte i skole er velkommen til det og kan få lov at komme over og være med i Catwalken kl. 10 i gul bygning, hvis de har lyst.

 

Mandag efter ferien er også den første dag, vi får besøg af vores tilsynsførende Tage, som kommer og er med i undervisningen.

 

 

Ugens oplevelser

Denne uge har vi haft 8. på Introkursus i hhv. Svendborg og Ringe. 9. klasse har været i praktik. At dømme efter billederne på Facebook har 8. klasse haft en spændende uge.

 

I dag gav Maja, Søren og Steffen koncert til morgensang. Vi blev introduceret i swing-verdenen og hørte Maja synge et par numre. Til slut sang vi alle ”Hvem vil ikke gerne være kat?”. Tak for en dejlig koncert.

 

Drengene i 7. klasse viste en lille videosekvens, som de selv havde optaget og redigeret. Vi ønsker alle en rigtig god ferie. På gensyn mandag den 16. februar 2015 til almindelig tid.

 

Husk nyhedsbrevet udkommer hver uge – det kommer i løbet af weekenden. Har du fået ny mailadresse, så send straks en mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., så vi kan rette din mailadresse!

God weekend til jer alle…  

Gislev Friskole

Vedhæftede filer: